- Marianne Pedersen
Stouby løb med sejren i et tæt felt, hvor Ommel i Ærø Kommune og Jungshoved i Vordingborg Kommune også kæmpede med om titlen som Årets Landsby 2026.
Det fortæller Landdistrikternes Fællesråd i netop udsendt nyhedsbrev. Heri er også gengivet formand for komitéen, Helene Simoni Thorups rosende ord til vinderlandsbyen Stouby:
– Vi har mødt en landsby med tætte nabofællesskaber og stor handlekraft. I Stouby tager man ansvar for hinanden, men også for den by, man gerne vil give videre til næste generation. Her bliver nye borgere inviteret ind, idéer bliver til virkelighed, og man står sammen, når der er brug for det. Det gør Stouby til et trygt og attraktivt sted at bo, og byen er et godt eksempel på, hvad et moderne landsbysamfund kan være, siger Helene Simoni Thorup.
Hun fremhæver bl.a., at Stouby byder nye borgere velkommen med en guidet rundtur i Stouby og oplandet i den traktortrukne persontransportvogn Salatfadet. Turen følges op af fællesspisning og information om byens mange foreninger, herunder den velbesøgte repair café, hvor fingernemme frivillige hjælper med at fikse stort og småt.
De gode initiativer lønner sig, hvor byen oplever stigende tilflytning, ligesom 113 lejeboliger er på vej, så bl.a. flere seniorer kan blive boende i Stouby.
Stouby fejrer titlen som Årets Landsby til en kåringsfest den 12. september 2026. Programmet kan ses herover.